mandag den 20. maj 2013

PUJA (bøn og velsignelse) hos Priya, Vijaya og i tempel


Herligt at blive ringet op af søde og smukke 12 årige indiske Priya, som har besøgt os et par gange, og som på helt eget initiativ inviterede til indisk indvielse af familiens farvestrålende nye hus! 



Familien startede med Ganesh Hommon Puja kl. 4 om morgenen - for at ofre og bede til guderne om et godt liv og beskyttelse af huset! Først og fremmest guden Ganesh som er hinduismens vigtige beskyttergud.



Puja foregår dagligt i folks private hjem ved husaltre og i templerne. I den daglige religiøse praksis forsøger man at opretholde et godt forhold til guderne ved at være i interaktion med dem i form af ofringer og velsignelser. Det er som regel kvinderne, der udfører puja'en i hjemmet - helst to gange dagligt, ved solopgang og ved solnedgang. Kvinden gør det som hele familiens repræsentant og sikrer derved en god dag for alle. Et husalter består som regel af nogle gudebilleder og figurer, små olielamper og en eller flere hellige bøger. 
Det er omgivet af de samme renhedsforskrifter som et offentligt tempel, så man skal fx tage sine sko af inden man går hen til alteret eller ind i det rum, det står i.

Der blev selvfølgelig også ofret til familiens og Priyas egne husguder. Hver hindu har sine egne yndlingsguder.


Vi var inviteret op ad formiddagen, desværre uden Lars, der måtte passe sit arbejde. Der mødte os en meget varm velkomst af de mange familierelationer, der var samlet til dagens anledning, men også mange fnis da det var første gang, de havde besøg af vesterlændinge.


Da vi trådte ind i huset var det første, der fangede vores øjne, bålstedet midt i det ene rum! Under ceremonien blev der tændt små olielamper og lagt ofringer i form af frugter, grøntsager og  blomster omkring bålstedet. Med lukkede vinduer og døre blev der tændt bål og lavet røg for at skræmme eventuelle onde ånder væk!


Efter ofringen bliver man velsignet med en rød, gul eller hvid plet eller streg i panden. Det skulle vi selvfølgelig også have! De tre farver har relation til forskellige guder.


Bagefter var der fremvisning af hus, bl.a. køkken og grovkøkken som også, via bålplads på køkkenbordet, er blevet renset og frigjort for eventuelle onde ånder.







Derefter bespisning på tagterrassen, hvor der var dækket op med langbord og teltdug til fest! 

Spicy men godt!



De fleste indere elsker at fotografere og blive fotograferet, så der blev taget et hav af billeder i et utal af forskellige konstellationer...




 ... og selvfølgelig også ved overbringelse af gaver!



Tak til Priya og hendes familie for at åbne deres gæstfrie hjem for os og give os lov til at være med til en fantastisk dejlig dag sammen med deres familie, og hvor vi fik et godt indblik i en lille bid af indisk tradition og religion.



I vores hus har vi også vores eget lille bederum til puja...






... men det er ikke nær så interessant som Priyas 
og vores husalf Vijayas husalter... og vist heller 
ikke helt brugt til det helt rigtige formål, men til gengæld
tror jeg ikke vi kan finde nogle bedre end Ganesh til at 
passe godt på vores sportsudstyr og fiskestang, 
som er opmagasineret i rummet;)












Vijaya var så sød at invitere indenfor i deres hyggelige lillebitte hus for at se hendes husalter. 
Her er der plads og hjerterum til alle - både guder og mennesker!


Under fjernsynet er der lige netop plads til husalteret!



Gulvet er pyntet med kolam og gudestatuerne er pyntet med fint tøj og blomsterranker.


Vijaya tænder røgelse og små olielamper for at velkomme guden.


 Vijaya yndlingsgud er Amman, som hun har iført sari og ofret ris, blomster og penge til.



Vijaya lyser, reciterer mantraer og ringer med klokken for at markere 
gudernes tilstedeværelse i figurer og billeder



Video:


Da vi mødte Vijaya havde hun helt kort hår. For første gang i sit liv havde hun ofret lokkerne til guderne - for at bede for hendes mand Gordijaindabani, som var blevet ramt af denguefeber og som derefter skrantede voldsomt. Da hans krop samtidig med er træt og slidt af mange år som arbejdsmand, gavnede det bestemt ikke hans helbredsmæssige situation.
Hvis man er fattig her i Indien kan det være en katastrofe, at manden ikke kan arbejde og tjene penge! Han arbejder nu på deltid og har daglige udgifter til medicin, så heldigt for dem at Vijaya har have- og husarbejde her! Hun er en gæv kvinde!





PUJA I TEMPLER


I templet tager man skoene af udenfor – ligesom muslimer ved en moske. Templet betragtes som gudens bolig, og når en gud har taget ophold i ’sin’ statue, så ringes der med en klokke for at markere tilstedeværelsen. Inde i templet går man altid med uret rundt; på denne måde vil man altid have sin højre arm nærmest guden, og højre side af kroppen regnes for mere ren end den venstre - man skal fx også tørre sig med venstre hånd, når man har været på WC.


Der er forskellige renhedsforskrifter, der skal være overholdt inden man kan gå til gudstjeneste. For det første skal man være fysisk ren (dvs. man skal gå i bad inden), og man skal faste umiddelbart inden og under gudstjenesten, men det er ikke nok, for urenhed kan også komme af andet end snavs; således regnes en menstruerende kvinde f.eks. for uren, hvorfor hun ikke kan komme i templet under menstruationen. Også fødsler og begravelser gør uren, og man må så ikke komme i templet i en vis periode derefter (afhængig af, hvilken stand, man tilhører – de nederste stænder skal blive væk længst tid, da det tager dem længst tid at blive rene nok til at komme i templet).

Selve pujaen i templet forløber således:

1. Man rengør og pynter tempelrummet (f.eks. med fine tegninger på gulvet) og gudestatuerne (f.eks. ved at bade i mælk eller olie og pynte med fint tøj og blomsterranker).

2. En beholder med vand fra Gangesfloden placeres midt i rummet og en kokosnød med et påmalet svastikategn stilles oven på beholderen.

3. Man tænder røgelse og små olielamper for at velkomme guden.

4. Så reciterer man mantraer (f.eks. ’AUM’ ), hvorved guden træder ned i og bliver til stede i statuen.

5. Man kan så bukke foran statuen eller simpelthen lægge sig helt ned på maven for at vise sin underkastelse.

6. ‘Arati’, hvilket vil sige, at føre et lille fad med fem små lamper (’de fem lys’, som symboliserer både de fem elementer: vand, ild, jord, luft og rum og menneskets fem sanser) rundt (med uret) foran gudebilledets eller statuens ansigt. Man holder så hånden hen over flammen, og fører den derefter hen over sit eget hoved – dermed har den pågældende gud velsignet den, der tilbeder ham eller hende.

7. Til sidst stænker præsten lidt vand fra floden Ganges på menigheden og placerer en rød eller gul plet i panden på dem, for at markere et succesfuldt og overstået ritual. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar