Rejsedagbog fra vores ferie i
DELHI & VESTHIMALAYA
DELHI & VESTHIMALAYA
... også kaldet Lille Tibet
Denne tur havde opstart d. 23. juli og var med hjemkomst d. 3. august 2014. Vi lagde ud med at bruge to dage i hovedstaden Delhi. Den har vi jo besøgt før og har haft guidede ture rundt til byens seværdigheder. Denne gang ville vi tage det helt roligt i vores eget tempo. Allerede på vej fra lufthavnen til hotellet møder vi særsyn i form af vandrende orangeklædte pilgrimme, der går med disse huse over store afstande - flere tusinde kilometer. Det siges, at en hindu mindst en gang i sit liv skal prøve en sådan pilgrimsfærd - og med på vandringen er der helligt vand fra Gangesfloden.
Vi nåede frem til hotellet, som er en gammel kending -
The Hans i byens centrale del ret tæt på den gamle bydel og Connaught Place. Endnu engang var vi i højderne og boede på 20. etage.
Det er jo oplagt ligesom ved sidste besøg at bese den gamle bydel med cykeltaxa - vores chauffør her var dog nok lige en tand for tæt på oplagt pensionsalder for det særdeles fysisk krævende job som pedaltramper, men lidt kom vi da ud over stepperne
Første møde med det vestlige Himalaya i Ladakh er fra flyveren, hvor det er tydeligt, at det er et helt forandret landskab - bjerge og små landsbyer mellem de stejle skråninger er udsigten fra flyveren
Fremme ved vores hotel i Leh, som er hovedstaden og den nærmeste civilisation i Ladakh. Hotel Lasermo var typisk Ladakhisk byggestil og ganske ok, men det var hurtigt tydeligt, at turismen er relativt ny i Ladakh, og man er på mange måder ikke gearet til professionelt at tage imod så mange turister, der er strømmet til de seneste 5-10 år. Der har været eksempler på manglende viden hos guider, så turister har fået forkerte eller mangelfulde oplysninger med hjem.
Religion spiller en stor rolle i Ladakh som for alle andre områder i Indien. I modsætning til andre steder med hindu som dominerende religion er folk i Ladakh overvejende buddhister. Det ses bl.a. ved de mange klostre, men også ved et hav af små bedemøller med mantraer sirligt nedgriflet på de hyggelige papyrusruller, der er indeni det runde hjul i toppen - hjulet drejer og snurrer lystigt mens folk nynner/mumler teksten i det uendelige...
Uanset om man går i civiliserede omgivelser som her i Leh er der overalt mulighed for at lade øjnene gå opad og kaste et blik på de storslåede bjerge. Det er meget anderledes end de sædvanlige flade indiske byer.
Som en del af vores såkaldte afklimatisering, der går ud på, at man skal have nogle dage i Leh inden trekking for alvor tager fart på grund af højdeforskellen sammenlignet med hvor vi kommer fra, brugte vi en dag på mountainbikes. Vi er trods alt oppe i 3500 meters højde og hiver efter vejret bare ved at gå på trapper.
Første prøvelse på de tohjulede var en tur til Shanti Stupa - en noget barsk start på dagen som seriøs cyklist. Denne stupa er ikke en gammel seværdighed, da den blev færdigbygget i 1991 - den ligger ca. 5 km. fra Leh i over 4000 meters højde. Der er en fantistisk udsigt fra stedet, der emmer af stilhed og fordybelse. Stupaen er bygget i et samarbejde mellem japanske buddhister og lokale buddhister fra Ladakh i et forsøg på genoplivelse og styrkelse af buddhismen i Indien.
De drejelige bedemøller findes i alle størrelser - her nogle i den voksne kategori - man kan tage fat i dem og snurre dem rundt - mange har det som fast vane, når de kommer forbi.
Selv om mange ting er anderledes i Ladakh er der fællestræk med resten af det store land - et fællesområde er de farverigt udsmykkede lastbiler.
På andendagen i Leh var det tid til at komme ud at se seværdighederne i de nærmeste omgivelser. Første stop var Shey Palace + Monastery - gamle bygninger fra 1655 og tidligere sommerpalads for kongen af Ladakh - i dag fremstår det hele dog mest i ruiner, men der er dog igangværende restaurering. Smuk udsigt.
Næste stop var Hemis monastary. Afstanden er 45 km. fra Leh, og man kører langs støvede veje og til tider langs den lange flod Indus. Her får man en meget god fornemmelse af livet i et tibetansk/buddhistisk kloster, der er fra 1672 og også indeholder et museum med statuer, våben fra gammel tid og vægmalerier.
Mange tager turen rundt i Ladakh på lejede Royal Enfield motorcykler - bemærk ekstra gitter til brændstofdunke - der kan være langt mellem tankstationer...
Sidste stop på andendagen i Ladakh var Thiksey monastary, der klart var dagens højdepunkt. Her var det muligt at se rigtige munke i aktion med bøn.
Her lever flere generationer sammen og skal klare sig med lange afstande til nærmeste civilisation og store temperaturforskelle sommer og vinter - 35 grader på begge årstider, men med minus foran om vinteren. Her ses husherren, der selv var med til at bygge huset.
Efter veloverstået måltid blev vi vist over i de bagvedliggende bygninger, hvor familien havde bolig inden nybygningen - her var forholdene anderledes primitive...
Dagen derpå, fjerde dag, er det slut med at blive kørt rundt til seværdigheder - der skal trekkes på livet løs. Vi forventes at have vænnet os til forholdene i højderne nu. Her ved en af milepælene, der ses af og til og indbyder til at stoppe op, nyde udsigten og tage noget vand!
Dette var heldigvis det tætteste vi kom på en sneleopard, der angiveligt kunne findes i terrænnet. Dem så vi heldigvis ikke noget til...
Første dags trekking var ca. 5 timer, så det kunne mærkes i benene bagefter. Vi havde en guide med til at vise vej over de forskellige pas. Man bliver pænt forpustet af dels de høje luftlag på ca. 3700 meter, dels at det til tider går ret stejlt opad.
Dagen derpå fik vi som alle dage serveret morgente kl. 6.30, og så var dagen slået igang. Efter morgenmad stod den på 5 timers vandring til Rizong Monastery og tilbage til samme camp. Som det ses her var der til tider ret snævert på stierne, og de kunne være ret højt oppe - somme tider på kanten af, hvad vi synes var ren afslapning, men vi kom igennem.
Også her var der munke at se, og vi fik mulighed for at snakke med en af dem i længere tid - han var kun 6 år og kom til klosteret sammen med sin storebror, da han kun var 4 år. Forældrene bor langt væk tæt på den kinesiske grænse og ser kun børnene et par gange om året. Det er tilsyneladende helt normalt at sende sine børn afsted på den måde.
Et særligt fænomen i Ladakh er farver og mantras på flagene. Med dem ønskes alle levende væsener velsignelse. Historien der fortælles er, at da Buddha blev fuldt oplyst poppede de fem farver op som bevis. De symboliserer de fem elementer - jord, vand, ild, luft, rummet. Tages disse væk er der tomhed. Har man flagene hængende udenfor sit hus viser man, at man prøver at opretholde den rette levevis:
Man må ikke stjæle, slå ihjel, lyve, anvende euforiserende stoffer og alkohol samt ingen seksuel aktivitet, hvis man vel at mærke er munk:-)
Goodbye Rizong Monastery.
Tæt på vores lejr midt i det, der føltes som ødemarken, lå der sørme en skole. Vi tillod os at kigge nærmere på sagerne og mødte rigtig stor gæstfrihed og villighed til at vise os omkring.
Turen til det sidste kloster på turen foregik i bil og gik til Alchi - det ældste kloster i Ladakh. Her var der gamle oliemalerier og som det ses herunder også rigtig gamle bedemøller.
Vi nåede frem til hotellet, som er en gammel kending -
The Hans i byens centrale del ret tæt på den gamle bydel og Connaught Place. Endnu engang var vi i højderne og boede på 20. etage.
Også i Delhi er temperaturerne i den gode ende, og der er brug for masser af væske...
Der var en del trehjulere drevet af el - en klar forbedring af miljøet fremfor de osende tuk-tuk'ere
Delhi er som Chennai fyldt med de særeste køretøjer - hvoraf nogle også kan bruges til en ordentlig blunder af varierende længde og sovestillinger.
En Tuk-tuk chauffør kørte os ind til de officielle handelsgader. Han har den aftale, at han får en skilling fra udvalgte forretninger, hvis han fragter turister dertil. Det er vi dog for rutinerede i Indien til at bruge mange minutter på, så vi gik i stedet for ind på den snævre gade bag hovedstrøget. Her så vi det virkelige Indien med arbejdende folk i småforretninger. Det var tilsyneladende senge- og sygaden vi var kommet til...
Tid til en tepause... Masala Chai
Delhi er kæmpestor og har 18 mill. indbyggere, så der skulle studeres i nogle minutter før vejen til den gamle bydel var helt tydelig...
Det største handelsmarked med moderne vestlige butikker findes i Connaught place, hvor en kæmpestor rundkørsel indeholder en park indeni og butikker hele vejen rundt på den anden side af vejen.
En særlig tradition er parkens professionelle ørerensere, der har som levebrød at rense folks ører for voks. Her får jeg en tur samtidig med at de viser mig en bog, hvor turister har skamrost behandlingen og givet op mod 250 kr. for den - det gjorde vi ikke!
Endelig fremme ved Old Delhi. Virvaret ligner sig selv, og denne gang har vi mulighed for selv at snuse rundt uden guide. Man lægger særligt mærke til de mange pakker, sække og ukurante forsendelser, som folk trætte bærer gennem bydelen - og så selvfølgelig de uendeligt mange el-kabler, det hænger rundt i luften i hvad der ligner et vilkårligt megastort spindelvæv. Den unge mand ved boden her ser ud til, at han ved hvad vi tænker...
Tænk sig et lille forretningsareal at drive butik på 12 timer om dagen - men det er helt naturligt i Indiens byer
En transportcykel læsset til det yderste...
Inderne er fantastiske til at pleje deres sovehjerte på mystiske tidspunkter og ikke mindst steder...her er det tydeligvis tid til siesta, hvilket forhåbentlig passer nogenlunde med, hvor langt de er med at transportere sækkene, der anes i garagen...
Et væld af farver i Indiens frugtboder - Delhi bestemt ingen undtagelse...
Det er jo oplagt ligesom ved sidste besøg at bese den gamle bydel med cykeltaxa - vores chauffør her var dog nok lige en tand for tæt på oplagt pensionsalder for det særdeles fysisk krævende job som pedaltramper, men lidt kom vi da ud over stepperne
Igen et fascinerende kig på ledninger og kabler i en vanvittig cocktail - håber nogle af husene får den nødvendige el...ikke så sært at internettet somme tider falder ud...
Farvel til Delhi i denne omgang - to herlige dage er slut, og for os er næste skridt en helt anden side af Indien...
Første møde med det vestlige Himalaya i Ladakh er fra flyveren, hvor det er tydeligt, at det er et helt forandret landskab - bjerge og små landsbyer mellem de stejle skråninger er udsigten fra flyveren
Fremme ved vores hotel i Leh, som er hovedstaden og den nærmeste civilisation i Ladakh. Hotel Lasermo var typisk Ladakhisk byggestil og ganske ok, men det var hurtigt tydeligt, at turismen er relativt ny i Ladakh, og man er på mange måder ikke gearet til professionelt at tage imod så mange turister, der er strømmet til de seneste 5-10 år. Der har været eksempler på manglende viden hos guider, så turister har fået forkerte eller mangelfulde oplysninger med hjem.
Her et eksempel på de mange småhandlende med deres krydderier, frugt og grønt. De sidder dagen lang i sommersæsonen. Om vinteren er der ned til minus 30 grader, så der vil de nok være indendøre.
Religion spiller en stor rolle i Ladakh som for alle andre områder i Indien. I modsætning til andre steder med hindu som dominerende religion er folk i Ladakh overvejende buddhister. Det ses bl.a. ved de mange klostre, men også ved et hav af små bedemøller med mantraer sirligt nedgriflet på de hyggelige papyrusruller, der er indeni det runde hjul i toppen - hjulet drejer og snurrer lystigt mens folk nynner/mumler teksten i det uendelige...
Den sødeste Ladakhi 'nisse'
Her ses en stor del af "krydderislænget" samlet langs hovedfærdselsåren i Leh
Uanset om man går i civiliserede omgivelser som her i Leh er der overalt mulighed for at lade øjnene gå opad og kaste et blik på de storslåede bjerge. Det er meget anderledes end de sædvanlige flade indiske byer.
Som en del af vores såkaldte afklimatisering, der går ud på, at man skal have nogle dage i Leh inden trekking for alvor tager fart på grund af højdeforskellen sammenlignet med hvor vi kommer fra, brugte vi en dag på mountainbikes. Vi er trods alt oppe i 3500 meters højde og hiver efter vejret bare ved at gå på trapper.
Første prøvelse på de tohjulede var en tur til Shanti Stupa - en noget barsk start på dagen som seriøs cyklist. Denne stupa er ikke en gammel seværdighed, da den blev færdigbygget i 1991 - den ligger ca. 5 km. fra Leh i over 4000 meters højde. Der er en fantistisk udsigt fra stedet, der emmer af stilhed og fordybelse. Stupaen er bygget i et samarbejde mellem japanske buddhister og lokale buddhister fra Ladakh i et forsøg på genoplivelse og styrkelse af buddhismen i Indien.
En flot kvinde med en flot baggrund...
Der skal virkelig arbejdes med gearene på cyklen for at komme i højderne og frem til næste seværdighed - Leh Palace...
Well done Madam - mission completed - godt kørt! Leh Palace er fra det 17. århundrede og fremtræder flottest på afstand - det er temmelig faldefærdigt og trænger til en kærlig hånd. Der er ikke meget at se i de støvede rum.
De drejelige bedemøller findes i alle størrelser - her nogle i den voksne kategori - man kan tage fat i dem og snurre dem rundt - mange har det som fast vane, når de kommer forbi.
Selv om mange ting er anderledes i Ladakh er der fællestræk med resten af det store land - et fællesområde er de farverigt udsmykkede lastbiler.
Og der bliver drejet...
På andendagen i Leh var det tid til at komme ud at se seværdighederne i de nærmeste omgivelser. Første stop var Shey Palace + Monastery - gamle bygninger fra 1655 og tidligere sommerpalads for kongen af Ladakh - i dag fremstår det hele dog mest i ruiner, men der er dog igangværende restaurering. Smuk udsigt.
Der pudses og rengøres for at få de mange messingkrukker til at skinne - olie fyldes i, og lyset tændes.
Et eksempel på de mange papyrusruller med mantratekst, som er så vigtig for buddhisterne...
Næste stop var Hemis monastary. Afstanden er 45 km. fra Leh, og man kører langs støvede veje og til tider langs den lange flod Indus. Her får man en meget god fornemmelse af livet i et tibetansk/buddhistisk kloster, der er fra 1672 og også indeholder et museum med statuer, våben fra gammel tid og vægmalerier.
Mange tager turen rundt i Ladakh på lejede Royal Enfield motorcykler - bemærk ekstra gitter til brændstofdunke - der kan være langt mellem tankstationer...
Sidste stop på andendagen i Ladakh var Thiksey monastary, der klart var dagens højdepunkt. Her var det muligt at se rigtige munke i aktion med bøn.
Det var muligt at følge en buddhistskole, hvor friske munkeaspiranter fik uddannelse.
Eksempel på de mange skriftruller pakket godt ned.
Dette kloster rummer en kæmpestor statue af Buddha.
Thiksey ligger fantastiskt smukt på en højdedrag omgivet af små hvide huse.
Typisk billede af lokale kvinder, der arbejder med de traditionelle håndværk upåagtet af tiden og uden brug af moderne hjælpemidler.
Tredie dag. En af det allerstørste oplevelser på turen var et besøg hos en lokal familie i landsbyen Stok, hvor vi fik lokal frokost. Efter en lang tur i kuperet terræn med noget ujævn vejkvalitet nåede vi frem til et hjem, hvor der for kun 10-15 år siden blev bygget et nyt hus - dels til familien, dels til udlejning af værelser til turister.
Her lever flere generationer sammen og skal klare sig med lange afstande til nærmeste civilisation og store temperaturforskelle sommer og vinter - 35 grader på begge årstider, men med minus foran om vinteren. Her ses husherren, der selv var med til at bygge huset.
Ældste generation i færd med at rette sagerne an.
Den lokale ret "stuh" - eller noget i den retning - var rigtig velsmagende. Til at skylle ned fik vi lokal hjemmelavet øl kaldet chang, der bliver brygget på kornsorten barley
Madam ser ud til at trives fint med både omgivelser og de mange anretninger.
To generationer i det nye køkken - mor og svigermor.
Efter veloverstået måltid blev vi vist over i de bagvedliggende bygninger, hvor familien havde bolig inden nybygningen - her var forholdene anderledes primitive...
Det oprindelige køkken med åbent ildsted.
Her er der blevet tilberedt rigtig mange måltider, og tidens tand har sat sig præg på forholdene. Køkkenet var forsynet med små skamler, da det var her man kunne finde varme om vinteren med den hårde frost.
Her ses lageret af komøg, som i mange år har været brugt som brændsel. Komøg bliver tørret på marken eller på store sten i solen og derefter indsamlet. I dag fyrer de med træ i det nye hus, men mange steder i landsbyen er det stadig komøg, der skal sørge for varme.
Et eksempel på typiske vejforhold i landsbyerne - om vinteren kan det være svært at komme rundt og fx få børn sendt i skole.
Fantastisk udsigt over Indusfloden.
Dagen derpå, fjerde dag, er det slut med at blive kørt rundt til seværdigheder - der skal trekkes på livet løs. Vi forventes at have vænnet os til forholdene i højderne nu. Her ved en af milepælene, der ses af og til og indbyder til at stoppe op, nyde udsigten og tage noget vand!
Dette var heldigvis det tætteste vi kom på en sneleopard, der angiveligt kunne findes i terrænnet. Dem så vi heldigvis ikke noget til...
Første dags trekking var ca. 5 timer, så det kunne mærkes i benene bagefter. Vi havde en guide med til at vise vej over de forskellige pas. Man bliver pænt forpustet af dels de høje luftlag på ca. 3700 meter, dels at det til tider går ret stejlt opad.
Her en velfortjent pause i frokostteltet, hvor de lokale solgte kolde drikke og lette anretninger.
Endelig ankomst til vores camp i Yangthang, hvor vi overnattede to nætter.
Setuppet er sådan at vi sover i det lille telt, og det store bruges som diningroom. Som en del af aftalen er der en køkkenvogn med, vores måltider og den daglige madpakke i rygsækken bliver lavet af en kok.
Overalt de forskellige drejelige bedemøller - her nogle ret gamle af slagsen!
Hvor vi kom frem sås det samme mønster med kvinderne, der arbejdede i marken med traditionelle redskaber.
Dejligt af afkøle de trætte fødder efter en lang vandring.
Dagen derpå fik vi som alle dage serveret morgente kl. 6.30, og så var dagen slået igang. Efter morgenmad stod den på 5 timers vandring til Rizong Monastery og tilbage til samme camp. Som det ses her var der til tider ret snævert på stierne, og de kunne være ret højt oppe - somme tider på kanten af, hvad vi synes var ren afslapning, men vi kom igennem.
Nogen må have været her før os...
Der skulle også krydses vand her og der, så vi fik testet balanceevnen.
Fremme ved Rizong, der næsten udelukkende bestod af klosteret - en markant kontrast til de indiske millionbyer vi normalt har besøgt og også til daglig færdes i.
Også her var der munke at se, og vi fik mulighed for at snakke med en af dem i længere tid - han var kun 6 år og kom til klosteret sammen med sin storebror, da han kun var 4 år. Forældrene bor langt væk tæt på den kinesiske grænse og ser kun børnene et par gange om året. Det er tilsyneladende helt normalt at sende sine børn afsted på den måde.
Her var der også en model af Buddha i overstørrelse.
Et særligt fænomen i Ladakh er farver og mantras på flagene. Med dem ønskes alle levende væsener velsignelse. Historien der fortælles er, at da Buddha blev fuldt oplyst poppede de fem farver op som bevis. De symboliserer de fem elementer - jord, vand, ild, luft, rummet. Tages disse væk er der tomhed. Har man flagene hængende udenfor sit hus viser man, at man prøver at opretholde den rette levevis:
Man må ikke stjæle, slå ihjel, lyve, anvende euforiserende stoffer og alkohol samt ingen seksuel aktivitet, hvis man vel at mærke er munk:-)
Udover alle de praktiske pligter og skole var der heldigvis også plads til lej og samvær - her en omgang cricket.
Goodbye Rizong Monastery.
Afslapning og hvile af trætte fødder!
Megen plads var der ikke i overnatningsgemakkerne, men det rækker, hvis der er hjerterum nok...
Her "spisesalen" hvor der er fint dækket op med dug og det hele. Her kunne vi nyde morgenmad og aftensmad. Hver dag fik vi så en madpakke med i rygsækken.
Køkken- og transportvognen, der kørte i forvejen og gjorde klar i næste camp.
Vores første lejrplads i det fjerne - vi har dagen efter taget hul på turen til Hemis Stukpachan landsbyen, hvor vi skal tilbringe den sidste nat i telt.
Eksempel på komøg, der ligger i solen inden det skal bruges som brændsel.
En af de store udfordringer ved det noget primitive liv er toiletforhold!! Der er langtfra træk og slip på vores camps - kun et hul i jorden. Her viser Helle vejen med helt nye måder at håndtere den slags på...
To hårdtarbejdende ladies tager en pause fra marken og udveksler friske nyheder.
Her er en mutter i færd med at bringe komøg hjem til opmagasinering.
Hun kom dog ikke så langt, da hun falder i snak med de andre tanter - nyhederne skylles ned med chang - diskret forklædt i en spriteflaske!
Tæt på vores lejr midt i det, der føltes som ødemarken, lå der sørme en skole. Vi tillod os at kigge nærmere på sagerne og mødte rigtig stor gæstfrihed og villighed til at vise os omkring.
Her har vi biblioteket. Ikke helt efter dansk standard men trods alt med nogle bøger at blive klog på...
Afskedskage fra køkkenholdet.
Køkkenchefen rengører sagerne efter vellykket kage og god mad.
Se sådan klarer man støvet og de mange dufte i Ladakh - specielt røgen fra de gamle dieselmotorer på lastbilerne...
Efter tre overnatninger i telt og fire dage med trekking med ca. 100 kilometers vandring i alt var vi fremme ved sidste overnatningssted - et dejligt resort. Her var der et lille bibliotek med mulighed for at studere mere om buddhismen, som vi var stødt på ved de mange klosterbesøg.
Turen til det sidste kloster på turen foregik i bil og gik til Alchi - det ældste kloster i Ladakh. Her var der gamle oliemalerier og som det ses herunder også rigtig gamle bedemøller.
Hele byen emmede af historie og gamle bygninger, der for en stor dels vedkommende kunne bruge en kærlig hånd. Det gjaldt for så vidt også klosteret.
En typisk gade i Alchi.
Der er kun ét ord at sige til denne oplevelse:
INCREDIBLE INDIA
... hvad dette mangfoldige land dog ikke kan byde på.
INCREDIBLE INDIA
... hvad dette mangfoldige land dog ikke kan byde på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar