Endelig....
kom dagen hvor vi skulle hente 'småtroldene' i Chennai lufthavn! Fantastisk dejligt at se dem igen! Glade og forventningsfulde;)
Vores chauffør Kannan med dansk velkomst
Lars havde lavet sine egne særprægede skilte med sine velkendte navnetosserier, så børnene kunne finde os og den rigtige udgang - Frederik ved nu, at hans nye navn er Friend, men at der skulle komme et hav af navne til, vidste han ikke på dette tidspunkt;)
Vijaya bød, næsten traditionen tro, velkommen med KOLAM
på tamilsk
Velkommen til Chennai
India
Selvfølgelige skulle der købes ind, bages og gøres ved til børnenes ankomst. Nikoline vil helt sikkert sætte pris på, at hun lander midt i mangosæsonen.
Vijaya havde også travlt med at gøre klar med rengøring af værelser, ordne have, høste kokos til første morgemåltid mm.
Så er der frisklavet brunch: kokosdrik, dosa, eller på tamilsk dosai (linse/rispandekager) og kokoschutney!
Siden hen har Vijaya lært os at lave andre menuer som Chapati, Tomatchutney, Dal mm. Nikoline har griflet lystigt til vores indiske kogebog!
Vijaya laver sine egne krydderier og bruger gerne alt det hun kan finde i haven og rundt om i området! Der er altid skønne smagsprøver til os! Selv laver Vijaya mad på denne måde i sit udekøkken!
Vijaya sørger altid for friske blomster i stuen og til vores hår. Hun elsker at sætte hår ...
... og lave Indisk Aften for damerne i huset med sarier,
bindi, også kaldet kumkum i panden og smykker mm.
Efter en god eftermiddagsskraber var de unge klar til
velkomstmiddag på Kipling - og de første myggestik.
Den første tid er er brugt på at lære nære omgivelser og Chennai at kende og til at bade i poolen, som hurtigt blev omdannet til poolvolley.
Diverse restauranter er blevet besøgt! Her spises der indisk mad på den lokale Saravana Bhavan.
En af yndlingsretterne er Masala Dosa og yoghurtdrikken Lassi.
På den nordindiske restaurant Cooper Chemney fås denne herlige Parotta med tomater, rødløg, chili mm. Indisk brød bagt i stenovn er guf!
Ud over mad- og vaskedage, skal der også hjælpes lidt til, fx med at høste bananer i haven.
Vijaya har været 'outside going', som hun siger, og har fundet et mandeltræ - høsten skal selvfølgelig studeres nærmere!
I HF STUDIO fitnesscenter motioneres der flittigt, og drengene løfter jern
Nikoline er hoppet med på yoga hos Karthi
Hyggelig morgen - fisketur med Kannan ved Mamallapuram
Frederik i en sjælden tidlig morgenstund!
Tur til Ideal Beach med afslapning og svømmetur i de
vilde bølger og megen understrøm, hvilket Nikoline måtte sande, da hun blev kastet omkring med en kæmpe hudafskrabning på det ene knæ til følge! Lars nøjedes med at få badeshortsene revet af!
Så var det Nikolines tur til at lave velkomstkolam - til hendes veninde Verena og kæresten Claus, som kom forbi en uges tid på deres rundrejse i Indien.
Pludselig var der mange unge mennesker i huset og rigtig rigtig mange sko!
Der blev kokkereret indisk til den store guldmedalje i køkkenet! Især Nikoline og Claus var ivrige efter at lære det indiske køkken at kende, så der blev indkøbt indiske krydderier, grøntsager 'en masse', og så blev der ellers kogt, stegt og braset helt fra bunden i flere timer, nøjagtig som inderne gør, når de skal tilberede mad! Vi blev bl.a. budt på spicy tomato soup, Aloo Gobhi Masala, som er en kartoffelret medblomkål, Goan fish curry mm.
Yogalærer Karthi kom forbi til en omgang yoga, så der blev gået til den med vejrtrækning, balance, koncentration og udstrækning!
Hele flokken på udflugt til Mammalapuram
... undtagen Lars, som måtte passe sit arbejde. På vej til den lille landsby Mamallapuram, som ligger 25 km. syd for Chennai, besøgte vi et lille hyggeligt landsbytempel...
... og Crocodile Bank, hvor der er hundredevis af krokodiller i forskellige afarter - de største op til 8 m. Vi så også saltvandskrokodiller, som er nogle af verdens største, og som bl.a. lever på Andamanerne, hvor vi skal til i maj og snorkle;/ Mon vi tør efter at have set dette 'monster'? Der sker dog kun ét uheld om året....hmmm!
Ud over krokodillerne prøver Crocodile Bank at redde områdets efterhånden sjældne skildpadder, og de har oprettet en slangegiftbank til forskning for at udvikle modgift, bl.a. for at undgå at titusinde indere hvert år dør af slangebid. Specielt i landområderne er folk udsatte!
Hundredevis af slanger og en Kongekobra på én meters afstand er en oplevelse, der godt kan give åndenød og tørst - så er det skønt at komme ud igen og møde en af de mange små boder, hvor man altid kan få lidt at drikke, og udvalget er jo til at få øje på - sværere er det at finde ekspedienten;)
Det er nemt at 'høre', at man har nået Mamallapuram, som også går under betegnelsen stenhuggerlandsbyen! Hele vejen ned af hovedgaden høres 'klak' af mejsler mod sten! Landsbyen er kendt for sin ældgamle stenhuggertradition, og overalt er der udstillinger og små butikker med mangearmede guder og elefanter i sandsten og marmor!
Mange stenhuggerstuderende valfarter hertil - én af dem er her i gang med finpudsning af sit arbejde!
På vandreturen ud til Shoretemplet kunne vi skimte fiskermiljøet i byen! Hele området blev ramt af tsunamien, som vi alle husker hærgede 2004. Tsunamien tog, udover liv og levebrød for befolkningen i området, også en masse sand som havde skjult et uudgravet tempel! Det er vist også det eneste positive, der er at sige om den historie!
Shoretemplet og de fantastiske fem.
Den urokkelige sten kaldes Krishnas smørklat
Come on Andreas...
Frokost på en af de herlige fiskerestauranter, hvor de ikke er blege for at smide levende hummere på bordene som salgspropaganda.
Mr. Lars' fødselsdag!
Lars' gode ven Shakthi kom forbi til danske boller og kage!
Fødselsdagshygge i haven...
... og middag på Café Tryst
På lørdagsudflugt til Chennai
Denne gang var Lars med og bestemte første stop i Royal Enfield shoppen. Han ønsker sig brændende en Royal Enfield motorcykel og har efter besøget bestilt denne Classic 350 model - vauw!
... vores chauffør Kannan ønsker sig denne model
- altså motorcyklen;)
Bodiråååååååååhhhhhhhh...
Herefter gik turen til det britiske Fort St. George museum! Fort St. George var det mest betydningsfulde af de mange forter europærerne opførte langs Coromandelkysten i 1600 tallet. Fortet som var et militært og administrativt knudepunkt i det britiske imperium og dannede grundlag for byen Madras, som i 1996 blev omdøbt til Chennai! I dag huser bygningen Tamil Nadus regeringsadministration og højesteret!
Vi besøgte også St. Marys's Church, som er den ældste britiske kirke i Asien.
Herefter tiltrængt lunch på restaurant Amethyst , som er placeret i en smuk smuk grøn oase inde midt i Chennais bymidte.
Efter lunch gik turen til et slumområde hvor organisationen SPEED TRUST arbejder for at især marginaliserede kvinder i slum får mulighed for uddannelse og økonomisk udvikling!
Disse kvinder, som ofte er hjemløse eller som lever med deres børn under kummerlige forhold, får i dette projekt mulighed for at få et arbejde, hvor de fletter eller syr tasker af recycle plast, som bliver solgt her eller eksporteret.
Speed Trust træner også isolerede 'slumenker' og kvinder der er stukket af fra slummet i at køre auto-rickshaw (tuc tuc eller auto i daglig tale)
Efter dette besøg gik vi tur i slumområdet. Folk var meget venlige, smilende og imødekommende - især børnene ville gerne hilse på, fotograferes og holde i hånd! Billederne taler sit eget tydelige sprog, og selvom man er fattig kan man vel godt rende rundt i en discoskjorte...
Næste og sidste stop var en forudbestilt guidet Bazaar Trail i Chennais ældste bydel
George Town. Vi snappede disse to billeder på vej dertil!
Håber ikke disse 'drivere' har noget at gøre med at træne de kvindelige tuc tuc chauffører fra slummet!
En lille forsmag på hvad der venter os i George Town....
Vi mødtes med guiden Sandiya ved Madras High Court, hvor vi fik praktiske info, vand og et kort historisk rids!
Madras High Court er tegnet af britiske arkitekter og er et specielt og spændende indo-gotisk byggeri indeholdende både indo islamisk og indisk arkitektur.
Efter at Sandiya havde fortalt om krydderiernes vigtige betydning for historien, begav vi os ud på en tre timer lang og spændende Bazaar Trail til fods og i tuc tuc!
Her mødte der os et overvældende, kaotisk, hektisk, farverigt og totalt crowded marked, hvor man kan få alt hvad hjertet begærer til billige penge!
Noget af det første vi mødte var disse fattige drenge, der så deres snit til udøve deres kunster med lidt indtjening af Rupees til følge!
... og tosserierne fortsætter
Dejlige oplevelser vi har sammen med de unge, som helt sikkert allerede har fået mange indtryk af incredible India!
Nu glæder vi os til turen
sammen med dem i maj, hvor vi
tager til øgruppen Andamanerne.