Vi havde en god rejse til Indien og har fået en fantastisk og på alle måder varm modtagelse!
Vijaya og hendes mand, Gordajindabani, vi kalder ham Eriksen (selvfølgelig Lars' påhit... men hvad pokker vi andre har jo også mange kælenavne...) stod op midt om natten d. 5. januar, åbnede porten, sørgede for vores kufferter og bød os velkommen med KOLAM, en Indisk-tegne-og-lægge-blomster-foran-indgangen-tradition! Se blot!
Vi nyder at være her, og jeg nyder friheden;) Den daglige dont på skolen og hjemme synes langt væk, men vi er selvfølgelig også fysisk 9000 km. hjemmefra!
Klima, folk, sprog, levevis, mad... alt er anderledes, men spændende, inspirerende og udfordrende!
Jeg har allerede taget et hav af billeder med mit nye kamera og proppet ind i min nye computer og har indtil nu klaret mig med usb-net, resizing af billeder og masser af geduld;) Vi glæder os til trådløst net
Ud over at nyde friheden har jeg brugt de første, snart tre uger, på at se mig lidt omkring, på vandreture og hygge med Lars, på at vænne mig til varmen, selvom det er vinter her nu (som om;), lære nye mennesker at kende - de andre danske expats og inderne omkring os, øve engelsk, forstå indisk-engelsk, læse bøger, tage billeder, it-nørde, bl.a. med denne blog, bade i poolen og så har jeg været praktisk og meget lavpraktisk! I dag har jeg fx sammen med vores driver Kannan hentet olie til vores power back up. Der er ind i mellem store huller i strømmen, og da strømmen hver dag lukkes i to timer, tilkobler Vijaya, Eriksen eller vagten power back up, så vi kan fortsætte vore gøremål og ikke pludselig sidder i buldrende mørke!
Der var intet, eller kun meget lidt service, køkkenredskaber mm. da vi kom, så jeg har indkøbt basisting, så vi kan leve 'campinglivet' indtil vores container kommer.
Huset trængte til en kraftig makeover og udluftning efter at have stået tomt et halvt år, så vi har rengjort, skrubbet og skuret i samarbejde med Vijaya og nogle rengøringsfolk.
Lysekronen i huset begyndte at bombardere os med perler, da vi luftede ud. Salt fra havet havde rustet ståwirerne, så de begyndte at knække. Hele lysekronen måtte desværre pilles ned, otte meter oppe - i farlig india nedpilningsstil - jeg var absolut ikke tryg, da de begyndte at bære meterlange rå tynde træstammer ind til den aktion - se blot!
The Landlord, husejeren, har lovet os en ny lysekrone, jeg dirrer allerede ved tanken om samme opsætningsstil! Sikkerhed i Indien er ikke et issue!
Vi er omgivet af lutter gode, søde og hjælpsomme mennesker samt Vijiya og Eriksens dejlige hund, Ratja, som kommer og hilser på hver morgen, når vi åbner døren!
Vijaya er havemenneske og kan ligesom jeg lide blomster og pusle i haven, så vi får os ofte en blomstersnak med fakter og lidt engelsk. Hun plukker friske buketter til stuen og til vandfadet ude, kommer med mango, kokosnødder, sukkerrør mm., som vi skal smage;) Hun er også blevet vores made, så vi kan få 'paladset' rengjort ind i mellem! Hun er det sødeste menneske!
Kannan vores gode driver har god humor, er god til engelsk, er meget meget hjælpsom og total uundværlig! Han kører os hvorhen vi ønsker... tror vi nok;)
... og vores security passer på os hver aften og nat! Kl. 18.45 står han klar udenfor og råber 'Sir' for at orientere, at han er her, og alt er som det skal være!
Sidst men ikke mindst har vi de indiske guder med os - håber vi da! I huset er et bederum, vi kan besøge - endda med elektrisk lys og musik!
og guden Ganesh i egen høje elefant;)
Vi bliver passet godt på, er trygge ved at være her og føler os meget privilegerede!
Vi er glade og kan ikke ønske os bedre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar