tirsdag den 29. april 2014

Thailand

VELKOMMEN TIL
PATTAYA, BANGKOK
SONGKRAN (waterfestival)

Vi bor tæt ved Thailand, så det skulle selvfølgelig udforskes. Vi havde to dage i Pattaya på et herligt resort og derefter tre dage i hovedstaden Bangkok.
I Pattaya var resortet noget af det mest hyggelige vi har prøvet...her et blik fra vores altan...frit valg om man vil bade i havet eller i den  dejlige pool.



Også maden på resortet var særdeles konkurrencedygtig - og kunne blive serveret ved poolen. Pullman G resortet tilbød også den særlige Thaimassage, som vi prøvede og nød i fulde drag.   

 

Der var alt i alt flere forskelle end ligheder, når man sammenligner Thailand med Indien. Thailand er rent, der er ingen køer på vejene, og trafikken er noget mere moderat. De to lande deler dog den gode skik med gadeboder overalt - et eksempel her 



Efter to dage ved resortet var turen kommet til hovedstaden Bangkok. På billedet her ses to afgørende forskelle sammenlignet med Chennai:
1) der er kort afstand mellem gangbroerne over stærkt trafikerede veje - godt for sikkerheden.
2) de åbne tuktuk'er er meget hurtigere end i Chennai og kan sagtens skyde en fart af 70-80 km/t.  


Vi fandt ret hurtigt ud af, at vores dage i Bangkok var på netop de 3 dage, hvor thaierne hvert år fejrer Songkran, hvis resultat kan ses på billeder herunder 


Traditionen har sin baggrund i det thailandske nytår - vandtraditionen er fra gammel tid, hvor man vaskede de hellige buddhaer og sine hænder i vandet - det har udviklet sig til vore dages Songkran vandfestival med stikord som rengøring, rensning og frisk start - huse er renset og buddhastatuer vaskes forsigtigt med duftende vand. De ældste bliver beæret respektfuldt med vand over deres hænder. 
Fra en dyb religiøs oprindelse er vandpjaskeriet i dag blevet den vigtigste attraktion af festivalen. Ved at oversprøjte folk med vand er det dog stadig overbevisningen, at dårlige tanker og handlinger bliver vasket væk og bringer folk held og lykke i det nye år. Det er den største vandkamp i verden! Tak for kaffe!
Turister går nogenlunde fri...troede vi...det skulle vise sig at være løgn, da også vi fik vandkrigen at føle - fra små uskyldige skvæt på gaden til store baljer af til tider koldt vand ind i tuktuk'en. Så vi lærte at bestille lukket taxa fremover...


Vi besøgte bl.a. det berømte Weekend market, hvilket som ventet var et slaraffenland for Helle og andet godtfolk - ikke mindre end 15.000 boder og småbutikker med alverdens sager. 

     




       

Vel hjemkommet på hotellet er det tid til status - som Helle her viser gør thaierne ikke kun hinanden våde men smører også babypudder i ansigt og hår på hinanden - det fik vi en lille forsmag på. Tøj og rygsæk måtte hænges til tørre... 


Æg i finurlige farver...


Besøg i tempelområdet Wat Po - mest kendt for den liggende buddha med længde på 46 meter og højde på 15 meter. Wat Po ligger tæt på den store attraktion Grand Palace




Munke i tempel i Wat Po.


Bangkok er kendt for sine longtail boats - lange og slanke både i træ, der er forsynet med kraftige motorer og kan skyde en høj fart, hvis forholdene tillader det. Vi prøvede dem ved besøg på Floating market - et flodmarked 100 km udenfor Bangkok.   



Markedet er bygget op i traditionel stil fra gammel tid, hvor der var langt flere kanaler og afsides bebyggelser i og udenfor Bangkok. I tidligere tider var det en måde for almindelige familier at proviantere og handle på samt få deres egne varer solgt. 




I vore dage er det temmelig turistet, og man bliver behændigt ført ind til de lange rækker af helt almindelige souvenirs. Så det er selve oplevelsen af at komme tilbage i tiden, der står som det stærke indtryk.  









På vej tilbage til Bangkok gjorde vi holdt hos en gruppe elefanter, hvor man kunne få en rundtur. Her ses Helle med lidt godbidder til "vores" elefant Quan - en 10 år gammel hyggetrold, der har mange ture rundt på ruten endnu, da elefanter kan bliver op mod 100 år gamle.    


Quan er godt tilfreds med menuen. 


For første gang prøvede vi en tur gennem vand på elefantryg.  



Bangkok er også forsynet med kæmpestore indkøbscentre. Her er der billeder fra MBK center, der er meget thailandsk, men vi besøgte også Terminal 21, der fremtræder meget vestligt.  



Her slappes af efter en omgang shopping - og straks kommer der servering fra en ladyboy - en dreng med sminke og hestehale samt kvindelige bevægelser og lys stemme. 


Det er ham (hende) til venstre...ladyboys er mest kendt fra sexindustrien men er en helt almindeligt og fuldt accepteret fænomen. Ladyboys arbejder også på restauranter, i tøjbutikker og meget andet, som ikke har noget med sex at gøre. Ladyboys kan selv vælge at leve som kvinde - det har dog visse komplikationer såsom navneproblemer, operationer og valget om, hvorvidt de vil gå hele vejen og foretage en kønsskifte eller leve med at være mand under navlen.    

 

Tæt på Terminal 21 ligger en af de mest vovede gader i Bangkok - den hedder Soi Cowboy i Red Light District og består af barer og restauranter med letlevende unge thailandske kvinder. Det er en gade på 400 meter med sit helt eget liv.    



 

I modsætning til behandlingen noget under bæltestedet på Soi Cowboy er der rundt i hele Bangkok tilbud om ægte Thaimassage, som vi også skulle prøve. Det udføres af erfarne folk til meget billige priser - 35 kr. for en times behandling af dygtige massører.       



Som det ses her er der også plads til et godt grin i salonen - det skyldes størrelsen på mine fødder, der tilsyneladende er noget over gennemsnittet - blev af samme grund kaldet Mr. Bigfoot i salonen! Ændrer ikke ved at det er lige til at holde til som det ses her:     


I modsætning til den massage vi normalt modtager i Chennai med olie og glidende bevægelser er thaimassage meget med tryk og stræk - her får jeg for alvor kærligheden at føle, da alle kræfter bliver taget i brug.


Til slut på turen var vi med endnu en bådtur - denne gang for at se Bangkok fra søsiden. 


Fik serveret frugt, snacks og drinks ombord, så vi hyggede os virkelig - det var en mulighed for at se de mange flotte hoteller og andre bygninger fra en tydelig vinkel.   



Her ses en rigtig hyggefætter - en art kæmpefirben, som lever i vandet omkring Bangkok. Heldigvis helt uskadelig for mennesker. Desuden mere eller mindre faldefærdige hytter langs bredden.  

 

Ude i stævnen var det placeret to glas - de er skænket til guderne og skal sikre beskyttelse af skib og besætning.   

 

Pludselig lakkede turen mod enden - masser af gode oplevelser rigere. Her ved lufthavnen i Bangkok og et heldigvis fredsommeligt uhyre i baggrunden.  


Og se se - den mest fornemme modtagelse man kan tænke sig i Chennai lufthavn - ingen ringere end Sai Modesh og Divia sammen med chauffør Kannan.